• Tricolore/hvid

  • Sort/hvid

    Der er 4 godkendte farver som ses her. Tricolore/hvid, Sort/hvid, Brindle/hvid og Rød/hvid.

  • Brindle/hvid

Raceportræt af basenji

Rød/hvid basenji

Historie og oprindelse

Basenjien er en lille afrikansk urhund, der hører til i Gruppe 5 under de oprindelige og primitive racer. Den er den eneste afrikanske spidshund, som er godkendt af FCI.

Basenjien er en meget gammel race. Der er fundet skeletter i det gamle Egypten fra 3000 år f.Kr., der er meget lig nutidens basenji. Endvidere er der fundet hulemalerier, der formodentlig er 12.000 år gamle, hvor der er hunde afbildet, som minder meget om basenjien. Racen regnes for at være en af Verdens ældste.

I midten af 1800-tallet rapporteredes der fra opdagelsesrejsende i Centralafrika om en lille vaks og aristokratisk hunderace, som ikke kunne gø. Den kommunikerede i stedet med piben, klynken, hylen og jodlen. Hundene blev bl.a. kaldt Congo-terrier. Forfædrene til disse hunde er formentlig fulgt med folkeslag fra Egypten nedover Nilen, og siden har de bredt sig til Øst- og Vestafrika.

Basenjien er oprindelig en vildhund, som med tiden har slået følge med mennesker, hvor den kunne se sine fordele. Basenjien lever stadig på den måde i landsbyer i Afrika. Den er en jagthund, der jager ved hjælp af synet, men dens gode hørelse og lugtesans er også vigtige egenskaber, når den jager. De indfødte fandt ud af at bruge basenjierne til at jage vildtet ind i store udspændte net. Den bliver brugt til jagt på f.eks. fugle, aber, gazeller og andre smådyr. Desuden holder den landsbyerne rene for mus, rotter og andre skadedyr. Basenjien er stort set lydløs, når den jager, så de indfødte udstyrede deres hunde med klokker om halsen for at lokalisere dem.

Basenjierne var (og er) højt skattede jagthunde for de indfødte, og det var ikke nemt for de første interesserede at købe nogle af disse hunde tilbage i 1890’erne, da man forsøgte at importere nogle individer af denne specielle race. Men det lykkedes at importere et par basenjier til England, og de første blev fremvist på Cruft i 1895. Desværre døde disse hunde af hundesyge. I 1908 dukkede et billede og oplysninger op om en tæve og hendes datter, som levede i en Zoo i Berlin. Man hørte aldrig mere til dem. Der blev gjort flere forgæves forsøg på at importere basenjier, men det var først i 1936, at Olivia Burns havde succes med at få 3 basenjier gennem karantænen til England; Bongo, Bokoto og Bereke of Blean. Her startede racens historie i Europa og siden Amerika. Også Veronica Tudor-Williams fik stor betydning for basenjiens fremtid udenfor Afrika. I 1959 fik hun en tæve hjem, som fik stor betydning for basenjiopdrættet, Fula of the Congo.

Den første basenji kom til Danmark i 1958, og det første kuld basenjihvalpe i Danmark blev født i 1959. Basenjien blev anerkendt af FCI i 1940’erne.

Da al basenjiavl stammede fra de samme ca. 25 individer, blev genpuljen efterhånden for lille, og det medførte forskellige sygdomme i racen. I slutningen af 1980’erne drog en gruppe af amerikanske basenjientusiaster til Afrika for at hente nyt blod til avlen i form af nye importer. Man hentede 21 hunde, hvor de 13 af dem blev bedømt til at være tilstrækkelig racetypiske til at blive anvendt i avlen. Disse hunde blev kaldt Nyafrikanerne. Siden har der været flere ekspeditioner til Afrika, og der er blevet hentet en del flere importer, som nu bor i flere dele af Verden. Nye ekspeditioner er på tegnebrættet.

 Udseende:

 Basenjien er en hund af mellemstørrelse. Ca 43 cm og 11 kg for hanner, og ca 40 cm og 9½ kg for tæver. En basenji skal fremstå stolt og aristokratisk med højt løftet hoved og den kække stramme, krøllede hale. Den har et kvikt og nysgerrigt udtryk med de karakteristiske rynker i panden. Blikket er direkte og næsten påtrængende. Basenjien er elegant bygget med sine lange ben og næsten kvadratiske krop. Kroppen, der er stærk og muskuløs, vidner om en robust og udholdende hund, der er skabt til at løbe i timevis. Pelsen er kort og blank og kræver ikke megen pasning. Basenjien lugter aldrig af hund.

Sundhed:

Fra naturen er basenjien en sund og stærk hund, som har overlevet under vanskelige levevilkår i tusinder af år. Men da den domesticerede del af racen oprindelig nedstammer fra de samme ca 25 individer, som blev hentet ud af Afrika i de første år, er der opstået forskellige sygdomme, som kunne true basenjiens eksistens på sigt. Sundheden er blevet bedre, efter at der er blevet tilført nyt blod til racen ved hjælp af Nyafrikanerne. Men racen døjer stadig med en del sygdomme. Heldigvis er opdrættere over hele Verden blevet bevidste om problemerne, og i mange lande bliver forældredyrene grundigt helbredstestet inden parring.

De største sundhedsproblemer i racen er:

Fanconi:

En arvelig nyresygdom, som tager livet af basenjien til sidst. I USA har forskere afdækket genet for Fanconi, så man nu kan DNA-teste sin basenji for at se, om den er inficeret, bærer eller fri for Fanconi. På den måde kan man minimere tilfældene af Fanconi. Det er et stort gennembrud for at bevare den sunde og raske basenji.

Øjensygdomme:

Der findes en del arvelige øjensygdomme i racen bl.a. PRA, PPM, Colobom, Basenjiretinopati og Cataract. For at forhindre spredningen af disse sygdomme, hvor flere af dem medfører blindhed, bør man øjenlyse forældredyrene inden hver parring, så man kender status på sit avlsmateriale.

Hypothyroidisme:

For lavt stofskifte. En sygdom, der giver mange forskellige symptomer, som ofte kommer langsomt snigende, og derved kan sygdommen være svær at diagnosticere, før hunden har været syg et stykke tid. Hunden kan ved hjælp af en simpel blodprøve testes for sygdommen, og har basenjien Hypothyroidisme, skal den medicineres resten af livet. Har man en basenji med denne sygdom, bør man ikke bruge den i avl, da sygdommen er arvelig.

I Danmark er der i racen også set tilfælde af epilepsi og allergi – begge dele er også arvelige.

 Beskrivelse af racen:

 Basenjien er en meget charmerende hund med stor personlighed. Der er rigtig meget hund i den lille størrelse. Den adskiller sig som sagt fra andre hunde ved, at den ikke kan gø. Dermed ikke sagt at den er stum. Det er bestemt ikke tilfældet. Basenjien har et stort repertoire af lyde. Den kan jodle, kurre, bræge, klukke, hyle og naturligvis pibe, knurre og snerre. Det er meget forskelligt fra hund til hund, hvor snakkende den er. Nogen basenjier siger ikke meget, og andre jodler ved en hver lejlighed. Når man siger, at racen ikke kan gø, så er der naturligvis undtagelser. Nogen basenjier siger en lyd, som minder meget om gøen. En metallisk lyd, som ligner rådyrs gøen.

Basenjien er af natur reserveret overfor fremmede mennesker, men det er meget forskelligt fra hund til hund. Nogle er meget reserverede og svære at tø op, mens andre springer lige i favnen på alle fremmede, de møder. Den er dog altid meget trofast og loyal overfor sin ejer. En basenji er meget opmærksomhedskrævende, og den forventer, at du er der for den. Man er virkelig nødt til at være nærværende, når man har basenji, ellers skal den nok gøre sit til at få den ønskede opmærksomhed.

En basenji har en udpræget humoristisk sans. Den kan finde på at optræde med selvopfundne klovnenumre, hvis den mangler opmærksomhed – gerne når der er gæster i huset. Også i træningen kommer den humoristiske sans frem. Basenjien elsker små spontane indfald, som får ejeren og evt. tilskuere til at grine. Bliver basenjien irettesat, kan den også reagere med klovnenumre, og så er den spændte stemning brudt.

 En basenji er en umådelig selvstændig hund; en selvstændighed som bunder i dens oprindelse. Den er også en meget nysgerrig og modig hund, og disse egenskaber kan gøre, at det kan være svært at lade sin basenji gå løs på tur. Men det er bestemt ikke en umulig opgave, og en basenji vil sætte stor pris på sin frihed. Starter man allerede, når hvalpen er 8 - 10 uger med at slippe den løs på ture, så kan det sagtens lade sig gøre at lære den at komme, når man kalder. Der vil naturligvis komme nogle kritiske perioder i en ung basenjis liv, hvor hørelsen og koncentrationen svigter, men der må man så have lidt is i maven og tro på sin hund, og endelig sørge for at lukke den løs på steder langt fra trafikerede veje. Disse perioder går over igen. Hvis man under ingen omstændigheder tør at slippe sin basenji løs, så bør man opsøge indhegnede områder eller hundeskove, så den alligevel får muligheden for at løbe under kontrollerede forhold. En basenji er den fødte løber, og den har virkelig brug for at få mulighed for at strække ud. Den er meget motionskrævende, og den sætter altid pris på lange ture med nye og spændende oplevelser.

 På grund af basenjiens selvstændighed bør den opdrages konsekvent og med fast hånd. Hvis det f.eks. er forbudt at sidde i vindueskarmen, så er det forbudt hver dag. Hvis man slækker på konsekvensen, tager basenjien ikke sin ejer alvorligt og sætter selv nye regler, som passer den bedre. Så nok skal basenjien opdrages med fast hånd, men aldrig med hård hånd! Hvis man opdrager sin basenji med fysisk vold, så mister den tilliden og vil nægte at samarbejde. Nogle basenjier reagerer med aggressivitet, hvis opdragelsen overskrider dens grænser og bliver hård.

En basenji er en social hund, som i høj grad nyder samværet med andre hunde. Derfor bør en basenji, som er "enebarn" have rig mulighed for leg og samvær med artsfæller flere gange om ugen og helst dagligt. Samtidig har basenjien en stærk flokfølelse, og det anbefales at have mindst to basenjier sammen. De har så meget glæde af hinanden, at man aldrig vil fortryde det.

Men en basenji har også stor fornøjelse af at være sammen med andre hunderacer. Faktisk kræver den unge basenjihvalp en masse socialisering med alle mulige racer, så der ikke bliver problemer senere i livet. Generelt kræver basenjien grundig socialisering på alle områder. Det er et stort arbejde at socialisere en basenji, men det er en investering, der er guld værd. Hvis ens basenji er blevet socialiseret på det vigtigste ting, så er den så meget nemmere resten af livet.

Regnvejr og kulde er ikke noget for en basenji. Den kan bedst lide sol og varme (tænk igen på oprindelsen), så om vinteren kan det være en prøvelse at lufte sine basenji, men man kommer langt med at give den et dækken på, så den bliver holdt varm og tør. Om sommeren kan man så opleve, at ens basenji kan ligge i timevis og dase i stærk sol og høj temperatur, hvor andre hunde hurtigt søger i skygge. En basenji søger altid varmen, enten ved en brændeovn, radiator eller en solstråle på gulvet. Basenjien er en meget renlig hund, som nærmest vasker sig som en kat. De fleste basenji går langt uden om mudder og vandpytter. Er en flok basenjier blevet våde af regn, så slikker de løs på hinanden til de er tørre igen. På samme måde vasker de hinanden, når de ligger og hygger sig sammen. Mange basenji bryder sig slet ikke om vand, men omvendt findes der også basenji, som med glæde bader hele året. Som du kan læse, så minder en basenji på mange områder om en kat. Den kan også godt lide at ligge højt og have overblik over området eller stuen. Den kan også finde på at kravle op i træer i sin jagt på fugle.

Basenjien har fået et kedeligt rygte, som siger, at den er destruktiv og derfor bør være i bur, når den er alene hjemme. Erfaringen siger, at den ikke er mere destruktiv end andre racer. Man skal bare sørge for at få den motioneret og aktiveret på en fornuftig måde, inden den efterlades alene, men det gælder jo også alle andre racer. En destruktiv hund er en frustreret hund, som ikke har fået sine behov for motion, kontakt, oplevelser og aktivering dækket. En glad, tilfreds og tryg hund vil derimod være nemmere i alle henseender og behøver bestemt ikke at være i bur. Men det er da bestemt en god ting at lære sine hunde at kunne være i bur, da det er meget praktisk, når man f.eks. skal køre i bil, eller hvis hunden skal afleveres hos dyrlæge, eller den skal til udstilling eller andet, hvor hunden så kan slappe af i sit bur i pauserne.

Modsat andre hunderacer går basenjitæverne kun i løbetid en gang om året og altid om efteråret, så der fødes hvalpe omkring juletid. Deres løbetider kan vare længere tid end de almindelige 3 uger, men behøver ikke at være det. Det er forskelligt fra hund til hund. Basenjitæver i løbetid adskiller sig ikke temperamentsmæssigt fra andre racer. Basenji hannerne går også i brunst om efteråret samtidig med tævernes løbetid. Resten af året viser hannerne ikke nævneværdig interesse for løbske tæver. I den periode ændrer hannerne sig en del, da de kun interesserer sig for de løbske tæver. Hannen kan virker ukoncentreret og frustreret. Han hyler og piber måske. Han går fra foderet. Han kan ikke slippes løs, da han stikker af. Han kan i forskellige situationer virke aggressiv og provokerende. Det kan være en prøvelse at have en basenjihan i huset i den periode, men da han ikke er sig selv - han er styret af sine hormoner og urinstinkter, så må man forsøge at komme igennem perioden så smertefrit som muligt. Dvs. at selv om hannen virker fræk og uopdragen, så må man vælge sine kampe med omhu og så vidt mulig undgå de store konflikter. Tilstanden går over igen, og ens søde hanhund kommer tilbage. Lad heller ikke en han i brunst komme for tæt på andre hanhunde i denne periode; det kan ende med kamp. Han er styret af sine drifter, og det er ikke lige tidspunktet for ham at stifte nye bekendtskaber af hankøn. Hannernes brunst varer ca fra september til december, men kan igen variere fra hund til hund.

 En basenji er en meget temperamentsfuld hund, som ikke finder sig i hvad som helst, og især hannerne kan være meget dominerende overfor andre hanner. Selv om man fra hvalp af har gjort et stort stykke arbejde med at socialisere sin basenji, og den virker glad for alle hunde, så kan man ikke regne med, at det varer ved, og man skal altid tænke sig godt om og læse sin hunds signaler, inden man lader den hilse på fremmede hunde. Som oftest sker der ingenting, men hvis den anden hund på en eller anden måde trigger basenjien, så vil den sige fra og forsvare sig. Tit sker det med voldsomme lyde, hvæsen og sprutten, som forskrækker andre hundeejere. Vær altid dit ansvar bevidst, når du går med din basenji og tag hensyn til andre hundeejere, for basenjier på slap line kan være en stor mundfuld, hvis man ikke kender racen.

 Aktivering og træning:

Basenjien er en aktiv og energisk hund, som fortjener et aktivt liv med masser af motion. Den er meget motionskrævende, og det kan ikke siges ofte nok, at denne del er virkelig vigtig for især den unge basenji. Den har brug for dagligt at få mulighed for at strække ud – at få lov til at spæne hen af stranden, rundt på en fodboldbane, i en hundeskov, eller hvad man nu har til rådighed. Der er ingen tvivl om, at hvis basenjien får dækket sit behov for motion og fart, så vil den være meget nemmere at omgås i hverdagen. Basenjier elsker også lange ture i f.eks. flexline på nye, spændende områder, hvor den kan gå rundt og snuse og læse avis. Lange cykelture er også god motion for basenjien. Begynd dog først at lade den løbe ved siden af cyklen, når den er 1 år.

 

Basenjien har et stort behov for at lege – gerne med ligesindede, som også elsker at løbe om kap. Man kan måske i sit lokalområde finde et par gode kammerater til sin basenji, som man kan mødes med, så hundene får leget og motioneret. På den måde bliver basenjien også socialiseret godt og positivt på andre hunde i en ung alder, og det forebygger problemer fremover.

 Det er en god idé at aktivere sin basenji mentalt også. Den har en glimrende lugtesans, og det kan man udnytte til at få den til at være rolig og afslappet, når den f.eks. skal være alene hjemme. Man kan kaste godbidder eller hundens foder ud på en græsplæne, som basenjien så skal snuse sig frem til. Hæv gerne sværhedsgraden ved at benytte et større område i naturen – gerne skovbunden, som måske er kuperet og med buske og træer. Man kan også hænge godbidder op i buske og på lave grene, hvor basenjien skal bruge både snude, hoved og krop for at løse opgaven. Det trætter den både mentalt og fysisk.

     

Hvis man gerne vil lave noget sjovt sammen med sin basenji, så er det en god idé at gå til noget træning – start gerne med et kursus i hvalpemotivation. Basenjien har det kedelige rygte, at den ikke kan lære noget, men det passer naturligvis ikke. Basenjien er nøjagtig lige så lærenem som andre hunderacer, hvis man forstår at motivere den. En basenji er ikke en hund, der gider at behage sin ejer, men den udfører gerne tricks, hvis belønningen er i orden, eller den kan se andet formål med det. Basenjien er en fremragende problemløser – tænk på oprindelsen. Den har overlevet i tusinder af år ved nærmest at klare sig selv. Hvis man vil gå til træning er det vigtigt at vælge en instruktør med forståelse for, at hunderacer indlærer forskelligt, og vedkommende skal have styr på moderne træningsmetoder og indlæringspsykologi. Klikkertræning er som skabt til at lære basenjien forskellige øvelser og tricks. Når basenjien først har lært at lære, så er det kun ejerens fantasi, som sætter grænser for, hvad den kan lære.

       

Når man først har etableret et samarbejde med sin basenji baseret på positiv indlæring og forståelse for racens selvstændighed, så er det muligt at træne den på lige fod med andre racer. Hvis man har fået blod på tanden, så kan det anbefales at træne agility eller rallylydighed. Begge discipliner er gode til basenjier, da man her kan udnytte dens fart, selvstændige væsen og humoristiske sans.

 

Hvis man ønsker at udstille sin basenji, er det også en fordel at træne og forberede den bedst muligt, så det bliver en god oplevelse for alle.

 Som tidligere nævnt er basenjien oprindeligt en jagthund, der jager ved hjælp af synet. Det er muligt at aktivere og motionere basenjien ud fra dens medfødte evner og instinkter. Man kan flere steder i landet lade sin basenji træne Lure Coursing – jagt efter kunstig hare. Her får den lov til at strække ud for at følge ’harens’ løb. Det er god aktivering baseret på det, som basenjien er skabt til.

 Kort fortalt:

Basenjien er en meget speciel hund, som fortjener ejere, der respekterer dens oprindelse. Den er og bliver en urhund med stærke instinkter, stærk vilje og stor selvstændighed, som man ikke kan ændre på med opdragelse og træning. Hvis man accepterer basenjien, som den er, så får man en dejlig og trofast ven – og sjældent er det nok med én basenji, når man først kender racen på godt og ondt.

Welcome to the Orthopedic Foundation for Animals